Det er med vemod i brystet at nærme sig denne tid på året, for det minder mig om rejsen tilbage til Grønland, rejsen tilbage til Sisimiut.
Små øjeblikke dukker op, imens jeg går ned langs Sønder Fasansvej på Frederiksberg, på vej til arbejde. Den lange gade, hvor blikket hviler på den mørke asfalt, omgivet af højehuse og en trafikeret vej. Mennesker der iler af sted på arbejde og morgen trafikken lugter på en ellers klar,sart blå himmel.
Disse morgener bringer mig tilbage til Sisimiut, tilbage til mit hjemland. Tilbage til hvor jeg som voksen kom tilbage for at finde ud af og undersøge hvad der gik forud for min adoption. Tilbage til en tid, hvor 4 mennesker tilbragte en uge sammen for at lave en podcast.
I denne uge opdaget jeg, at jeg slet ikke var forkert, at jeg slet ikke forstod verden, som den jeg voksede op i som barn i Jylland.
Jeg opdagede og mærket, at jeg for første gange kunne faldt i og faldt til, mine omgivelser. Jeg var ikke anderledes, jeg var ikke mærkelig. Jeg var lige som mine omgivelser.
Jeg var den frostklare morgen, der dukket op fra den mørke nat. Jeg var himlen med sine sarte pastelfarver, hvor overgangene ikke kan defineres. Jeg var stjernerne på den mørke himmel, hvor uendeligheden vare ved. Jeg var fjeldene, der stod fast og trygt, jeg var hundene der hylede, når ændringer i byen tog fadt. Jeg var menneskerne i byen, som stille og rolig tog fadt i dagens gøremål. Jeg var dem og de var mig.
Jeg længes efter, ikke at være anderledes og tænker anderledes, når disse morgener starter i København. Jeg længes efter, at resonerer med mine omgivelser og mærke hvorledes mine muskler og celler bliver afslappet. Jeg længes efter at se mig selv i øjnende, og ikke blive fortvivlet når jeg møder den vestlige hvide verden. Jeg længes efter, ikke at være anspændt, fordi jeg aldrig ved hvornår nedladende sætninger, rammer min krop. Jeg længes efter, et nervesystem som hviler langs kroppen, da nervetrådene ikke behøver at være på vagt, som et dyr, der føler sig jaget. Jeg længes efter, at mit tempo og anskuelser falder i hak med mine omgivelser, at mine langsomme bevægelser og tankegang ikke bliver set som doven og sink. Jeg længes efter, hvorledes min gavmildhed og sind, ikke ses som naivitet og dumhed. Jeg længes så meget, at være min Inuit kultur, min oprindelse, når jeg træder ind på mit arbejde og ind i den danske kultur og hverdag.
Hvorfor rejser du så bare ikke tilbage, tænker jeg tit, når disse tanker rør mit sind?!!!! Hvad er det der holder dig tilbage og hvilke undskyldninger bruger du for at blive i Danmark.
Jeg er faktisk ikke sikker på,hvad jeg skal svare og alligevel dukker disse sætninger op i kroppen.
Det er som om at min krop, har vænnet sig til at være på vagt, at iagttage, at føle sig anderledes, at navigere og styre ud fra fremmede farvand. Det er som om min krop hele tiden er på overarbejde og kan ikke falde til ro uden at styrer og at have kontrol.
Det er som om, jeg er et rådvildt barn, der ikke har haft den moderlige forståelse og anderkendelse, for hvad det vil sige at komme til et fremmed land som barn, alene og forladt. Det er som om, at jeg aldrig fik den tryghed i at land i den jyskemuld, uden at beskytte mig, ved at danne lange nervetråde, der rakt længere en langt.
Det var som om jeg fik kappet mine rødder væk og aldrig fik plantet nye rødder, kun ensomheden og forkertheden fik plantet sig i min bevidsthed. Det er som om at denne energi og nye identitet, har så stor rodfæste i min krop og sind, at den bedst trives der.
At jeg kender alle mine overlevelses mekanismer og strategier. At jeg har glemt at falde hen og falde til, til min oprindelige land og kultur. At jeg, har gennem min barndom og ungdom, tilladt mine molekyler i kroppen, at danne vrangforestillinger omkring min ophav, via mine nye forældre, som var koloniherre i mit hjemland.
Det er som om mit indre barn ikke har lært at navigerer i tryghed og kærlighed og at jeg nu som voksen skal rumme og erkende disse smerter og sår, der har dannet mit sind og krop. Der er som om det er lettest at forblive jaget end at falde til ro i egen identitet og kultur, det er som om at skridtet til at være den mor du aldrig havde, skal tone sig frem og heale det barn, der blev fjernet fra egen familie og kultur, begynder at manifestere sig i mit sind og tage det næste spæde skridt, som barnet, der er ved at lærer at gå. Med usikkerhed, ubalance og utrænet muskulatur, frem i verden, med visheden om at selvkærlighed og selvforståelse for egen historie, er kimen til at heale og forstå egen mønstre og handlinger.
En dag vil jeg vende tilbage, om det bliver til en ferie eller til et længere forløb, må tiden vise sig, men først må jeg gå endnu længer ned af den asfalterede, travle vej, hvor lugten af bil os blandet med tankermylder, som dukker op af en sart blå himmel og hvor jeg med kærlighed, tager mit liv, mine reaktioner, mine tankegang nænsomt kærligt imod.
Kære Kalanguak ❤️
Tak for bogen som jeg nu har læst og som gjorde dybt indtryk! Tænk at et lille barns krop kan huske så meget! Meget, meget tankevækkende da jeg også har et adoptivbarn (samt et jeg selv har født). Det sætter mange tanker i gang!
Kærlig hilsen Nanna Knudsen ( vi sad ved siden af hinanden i Odense d 31/8,)❤️